Belas Boxing er bygget på mod, fællesskab og viljen til at skabe noget, der betyder noget – inspireret af Bela Csonka og hans livssyn.
Boksning med mening
Mere end bare træning
Styrke gennem fællesskab
Virksomheden er opkaldt efter min afdøde morfar, Bela Csonka. I 1956 flygtede han fra den russiske invasion af Ungarn sammen med min mormor, Ilona Csonka. Ilona lever stadig, har det godt og fyldte 90 i denne måned. Selvom hun bor langt væk, ser jeg hende stadig hver måned – hun er min klippe.
Bela var entreprenant helt ind i knoglerne. Han så muligheder, hvor andre så begrænsninger – og hvor der var mennesker, var der potentiale for fællesskab. Han arbejdede blandt andet på Jardex-fabrikken, som lavede herretøj, og hvor næsten kun kvinder var ansat. En dag så han nogle af dem spille lidt bold, og der gik ikke lang tid, før han havde samlet et kvindefodboldhold, som rejste rundt i Danmark og spillede kampe. Det var i slutningen af 60’erne og 70’erne – og fuldstændig uhørt på det tidspunkt. Men han gjorde det. Bare fordi.
Bela elskede også boksning. Selvom han aldrig havde en bemærkelsesværdig boksekarriere, var han med til at stifte Ishøj Bokseklub, og han arrangerede busture til Ungarn med klubben. Bare fordi.
Han tog sig af sit fællesskab og blev mødt med varme – både af naboer og mennesker i Danmark, og hjemme i landsbyen Fényeslitke i Ungarn. Jeg husker tydeligt, hvordan det var at besøge Ungarn som barn: Overalt hvor Bela kom frem, blev han mødt af mennesker, der hilste, stoppede op og tog imod ham med glæde.
Jeg kaldte min virksomhed Belas Boxing, fordi han er den eneste mandlige figur i min familie, der virkelig fik skabt noget. En mand, som – selvom han kunne være svær at elske – gjorde det, han troede på, forsørgede sin familie og levede hæderligt, efter min mening.
Bela havde også et enormt kort over, hvor stort Ungarn var før Første Verdenskrig – og hvor lille landet er nu. Selvom han ikke var fan af nationalisme, var han stolt af at være ungarer. Og ud over pennen og sværdet kunne han nævne tusind ting, som ungarere havde opfundet eller haft æren for. Han døde for mange år siden, men jeg husker tydeligt, at da jeg boksede som barn, var han meget stolt. Og jeg er sikker på, at han ville være stolt i dag. Belas Boxing bygger på de samme værdier, som han levede efter: fællesskab, karakter, disciplin og modet til at gå sin egen vej.
Uanset om du er helt ny, vil i gang igen, eller bare vil høre, hvordan du kommer bedst i gang hos os, så er du altid velkommen til at skrive. Vi svarer hurtigt og hjælper dig med at finde den rigtige start.
Tranevej 16, 2400 København, Danmark